Ventelisteregler

Der er forskellige regler for, hvor mange ejendomme og hvilke typer lejlighed, du kan skrives op til. Det afhænger af, hvilken type opskrivning du har.

Opskrivning
på venteliste

Sådan kommer du i betragtning til lejeboligerne i Frederiksberg Boligfond

Der er flere muligheder for at blive skrevet på ventelisten til Frederiksberg Boligfond, da ventelisten er opdelt i en prioriteret rækkefølge. Din plads på ventelisten afhænger derfor af både din ventelisteanciennitet, og hvordan du er skrevet op.

Den eksterne venteliste åbnes efter behov

Frederiksberg Boligfond ønsker at undgå lange ventelister, hvor ansøgerne er opskrevet for at oparbejde anciennitet. Det er derfor kun muligt at skrive sig på den eksterne venteliste, når ventelisten er åben for opskrivning.

For at komme på den eksterne venteliste til Frederiksberg Boligfonds boliger, skal du være myndig og enten bo, studere eller arbejde på Frederiksberg. Det er gratis at stå på ventelisten.

Er du allerede beboer i fonden, kan du efter to år blive opskrevet på den interne venteliste.

Skriv dig op med få klik

Bemærk, at du skal gennemgå de efterfølgende trin på hver af de ejendomme, du ønsker at blive opskrevet til. Det er vigtigt, du opfylder kravene for opskrivning.

Tildeling af ledige boliger prioriteres efter følgende:

1. Genhusninger

2. Anvist af Frederiksberg Kommune

3. Boliggarantibevis 

4. Interne ansøgere i egen ejendom 

5. Interne ansøgere i Frederiksberg Boligfond

6. Beboerbørn i Frederiksberg Boligfond 

7. Eksterne ansøgere 

I tilfælde af flere ansøgere med samme opskrivning, prioriteres der efter ventelisteanciennitet. 

Særlige regler for Den Sønderjyske Bys stuelejligheder med have

Følgende prioritering gælder kun for tildeling af ledige stuelejligheder med have i Den Sønderjyske By:

1. Interne ansøgere i Den Sønderjyske By

2. Boliggarantibevis

3. Beboerbørn i Den Sønderjyske By

4. Intern i Frederiksberg Boligfond

5. Beboerbørn i Frederiksberg Boligfond

6. Eksterne ansøgere

Proces for tildeling og udlejning

Når en bolig bliver ledig, vil boligtilbuddet med detaljeret information om boligen samt tidspunkt for fremvisning blive fremsendt til en række opskrevne på ventelisten. Du modtager boligtilbuddet i din indbakke på Findbolig. 

Til fremvisningen vil du få præsenteret boligen og have mulighed for at stille de spørgsmål, du måtte have.

Vi anbefaler altid, at du ser boligen, inden du takker ja til tilbuddet, da det ikke er muligt at få arrangeret en fremvisning efter accept.

Hvis du bliver tilbudt boligen, bekræfter du via underskrift af lejekontrakten, at du har set boligen forud for lejeaftalen.

Du skal efter fremvisningen af boligen beslutte, om du vil takke ja eller nej til boligen. Tilbuddet skal du besvare via svarknapperne.

Det vil have konsekvenser for din opskrivning ved manglende svar eller afslag. 

Alt efter hvilken opskrivning du har, vil der være gældende regler for antal af gange, du kan afslå eller undlade at besvare dine boligtilbud, før du vil blive slettet fra ventelisten. 

I tilfælde af at du bliver slette fra ventelisten, har du mulighed for at blive opskrevet på ventelisten igen, hvis ventelisten er åben for opskrivning. 

Du kan læse mere om boligtilbud og vigtige ting, du skal være opmærksom på her. 

Undgå at overse boligtilbud:
Du har mulighed for at få notifikationer via e-mail og/eller SMS, når du modtager et boligtilbud eller en ny besked her på Findbolig. Det gør det nemt at holde dig opdateret og sikrer, at du ikke overser vigtig information om dine opskrivninger eller tilbud. Du kan tilmelde dig og tilpasse dine notifikationer under ‘Min side’, hvor du også kan ændre dine præferencer, hvis dit behov ændrer sig.

Blandt de ansøgere, der har takket ja til boligtilbuddet, tildeles boligen den person, der står højest på ventelisten. Ventelisten følges i prioriteret rækkefølge efter de gældende ventelisteregler (se ovenfor).

Hvis boligen ikke bliver udlejet til en ansøger fra ventelisten, vil den blive annonceret bredt, så alle uden for fondens venteliste kan ansøge.

For at minimere risikoen for tab forudsætter udlejningen, at du som lejer har en tilfredsstillende kreditvurdering. Den ansøger, der tilbydes boligen, vil derfor blive kreditvurderet via et opslag i RKI som en del af processen.

Er du registreret i RKI, kan du desværre ikke få tilbudt en bolig.

Hvis du får tilbudt boligen, modtager du direkte besked i din indbakke her på Findbolig.

Hvad sker der med min plads på ventelisten, når jeg får en bolig?
Når du tildeles en bolig, bliver din opskrivning på ventelisten automatisk slettet. Ønsker du at blive skrevet op på den interne venteliste, kan dette tidligst ske to år efter indflytning.

Hvem må stå på lejekontrakten?
Lejekontrakten indgås udelukkende med den person, der har stået på ventelisten og fået tilbudt boligen. Kontrakten sendes digitalt, og underskrives også elektronisk. Vi anbefaler, at du læser lejekontrakten grundigt igennem, før du skriver under.

Særligt om boliger annonceret på eksterne udlejningsportaler

I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at annoncere udvalgte boliger på eksterne udlejningsportaler, hvis ejendomsadministrator DEAS vurderer, at det er vanskeligt at udleje boligen via ventelisterne. Det gælder typisk boliger, der er gennemrenoverede og dermed har en pris, som adskiller sig fra det øvrige udbud.

Selvom boligen annonceres eksternt, vil den stadig blive tilbudt ansøgere på både den interne og eksterne venteliste, som fortsat har fortrinsret til boligen.

Hvis boligen tildeles en ansøger via den eksterne portal, foretager DEAS en samlet vurdering af, hvem boligen skal tilbydes. Her indgår blandt andet ansøgerens tilknytning til Frederiksberg, boligbehov og økonomiske situation.